Klik her for udskrift
Klik her for at se sitemap
Navigation:  Låsesmed og tyverisikring  »  Privat  »  Medeco

Medeco

Vi siger, at cylindrene er hjertet i ethvert låsesystem, og at de bedste kommer fra Medeco.
 
Vi er måske lidt partiske, men der er heldigvis mange der giver os ret.
Det unikke ved Medeco cylindrene er, at konstruktionen på en gang er både simpel og særdeles effektiv.

Hver gang en nøgle indsættes i en Medeco cylinder, skal den løfte cylinderens stifter til den korrekte højde, og dreje dem til den korrekt vinkel før cylindren vil tillade åbning. På den måde kan vi opnå en meget høj sikkerhed, med relativt få mekaniske dele, hvilket er en af årsagerne til at Medeco cylindre holder længe.

Alle understifterne i cylindren (dem der rører nøglen) er overfladebehandlet med hårdt krom, for give en lang levetid. Stifterne hviler ikke i bunden af nøglernes hakker, men på hakkets flader. Derfor vil selv en kraftigt slidt stift kunne åbne korrekt.

Af samme årsag er Medeco et godt valg til døre der bruges flittigt, som f.eks. gadedøre, porte o.lign.
Til Medeco BiLevel låsesystemer kan der leveres cylindre i både høj- og standard sikkerhedsklasse. Den normale medeco cylinder er en højsikkerhedscylinder, men til sekundære rum, og steder hvor der ikke er behov for den høje sikkerhed, kan du spare lidt penge ved at vælge den mindre avancerede cylinder i standard sikkerhedsklassen. På udvendige døre bør du altid vælge højsikkerhedscylindre.

Medeco cylindre kan selvfølgelig slides op, men du kan selv gøre meget for at forlænge levetiden ved at smøre en eller to gange årligt med WD-40 eller en anden god låsespray. Sidder din medeco cylinder meget tæt på havet, skal du smøre noget oftere. Sidder din cylinder I meget støvede omgivelser, skal du bede din forhandler om at smøre, og derefter tørre cylinderen ud, så der ikke er noget væde tilbage i cylindren, som kan binde støvet. Du må ikke bruge olie, silikone eller grafit til smøring, da det har nogle uheldige negative bivirkninger.

Nye medeco cylindre er samlet med meget små tolerancer. Derfor vil du ofte opleve, at en medeco cylinder går stramt de første gange du bruger den. Det er helt normalt, og efter få dages brug, vil den være "kørt til”.

Som med alle andre højsikkerhedscylindre, er der visse ting en medeco cylinder ikke kan lide. Især skal du passe på, der ikke kommer sand i cylindren, da det virker som et stykke meget groft sandpapir, der kan slide cylindren op på rekordtid. Husk derfor god afdækning, hvis husets facade skal sandblæses, og husk at tørre din nøgle af inden brug, hvis du kommer lige fra stranden.
 

Nøglerne

Medeco nøglerne ligner ved første øjekast en helt normal nøgle, med et anderledes nøglehoved. Hvis du kigger godt efter, kan du dog se, at hakkene på nøglen er skåret i forskellige vinkler. Har du et nyere medeco system, kan du også se at det sidste hak på spidsen af nøglen (sjette hak) ser anderledes ud end de andre.

Nøglens funktion er at løfte cylinderens stifter til den rigtige højde, og dreje dem i den rigtige vinkel, så låsen kan åbnes. Da det i praksis er umuligt at dreje og løfte samtidig med et dirkeværktøj, er Medeco cylindrene særdeles godt dirkesikret. Selvom systemet oprindeligt blev udviklet i 1960'erne regnes Medeco stadig for et af de absolut mest dirkesikre produkter.

På nøglens hoved kan du se et otte- eller ni-cifret systemnummer. Systemnummeret er en datokode, efterfulgt af et fortløbende nummer. På den måde er det let at se hvor gammelt systemet er. Har du en nøgle der har systemnummeret 01010402, er det det andet system, der blev fremstillet den 1. januar 2004.

Over systemnummeret finder du nøglens mærkning og dens fortløbende nummer. Mærkningen fortæller noget om nøglens funktion, og det fortløbende nummer fortæller hvilket nummer af den givne mærkning nøglen har. Alle Medeco nøgler er unikt mærket, så der altid kan kendes forskel på dem. Har din nøgle mærkningen A og et fortløbende nummer 37, er der tale om den 37. A-nøgle i systemet. Hvilken funktion A-nøglen har, afhænger af hvordan dit låsesystem er opbygget. Dog er hovednøgler oftest benævnt A eller GH (generalhovednøgle).

Nøglerne er fremstillet af en legering der kaldes "nysølv”, og er fremstillet så de slider minimalt på cylinderen. Skulle du være så uheldig at knække en nøgle i de første 10 år af systemets levetid, ombytter vi den gratis, hvis vi blot får tilsendt en gyldig nøglerekvisition og nøglehovedet fra den knækkede nøgle.

Nøglerne i nyere Medeco systemer, af typen Medeco BiLevel, er patenterede og dermed juridisk beskyttet imod uautoriseret kopiering. Det er altså ikke kun amoralsk, men også ulovligt at kopiere dem. På forsiden af nøglerne er der også trykt "Beskyttet. Må ikke kopieres”, så der aldrig kan være tvivl hos dem der måtte forsøge at kopiere nøglen.

Dernæst er nøglen særdeles vanskelig at kopiere, fordi det kræver specialudstyr at fremstille nøglernes specielle vinkler og koniske hak. Vi mener selv vi har den bedste kopieringsbeskyttelse af alle solgte mekaniske låsesystemer i Danmark, og vi har endnu aldrig set en uautoriseret kopi - heller ikke af de ældre systemer, der ikke længere er omfattet af en patent- eller mønsterbeskyttelse.
 

Cylinder

Cylinderen er den del af låseenheden, hvor nøglen føres ind. Den indeholder koden for, om nøglen passer, og er den del af låseenheden, der afgør sikringsniveauet. Når du skal vælge cylinder, er det derfor som udgangspunkt sikringsniveauet, der er det afgørende for valget. Samtidig skal cylinderen passe til låsekassen.

Ruko A/S producerer en række låsecylindre i høj kvalitet, der uanset type passer til modullåse, møbellåse, hængelåse, postkasser mv. Derfor kan du aflåse en hel bygning med ét låsesystem og dermed kun én nøgle.

Ruko anbefaler højsikkerhedsproduktet til alle yderdøre

 
Jammerbugt Sikring har fået ny hjemmeside, og der vil derfor stadig forekomme mangler på siden... men dette vil blive rettet hurtigst muligt.

Skal vi ringe dig op?

Udfyld boksene, og vi vil kontakte dig hurtigst muligt.

Navn:
Telefon: